Umiddelbart ligner Anders Pedersen Bruuns levnedsløb således de flest andre fæstebønders, men en nærmere undersøgelse af hans forhold afslører, at han i året 1800 blev idømt 2 måneders tugthusarbejde for hæleri, medens hans ældste søn Peder idømtes 5 års tugthusarbejde for tyveri. Baggrunden for disse domme er at finde i den store tyverisag fra Nørlev Strand i året 1790, som er nærmere omtalt i en artikel på 30 sider af P. Christensen, optrykt i Vendsyssels årbog 1926. Det hedder heri indledningsvis: "Den 20. oktober 1790 strandede på Nørlev Strand, Skallerup sogn, Galeasen, "Die gute Erwartung" (Det gode håb). Skibet, der var ladet med hvede og førtes af Kaptain Michael Schmidt af Stettin, var på rejse fra hjemstedet til London. Denne på disse egne ret almindelige tildragelse fik et såre trist efterspil, da den blev årsag til, at mange af Tornby og Horne sognemænd for en tid måtte vandre i Viborg Tugthus, dømt for hvedetyveri fra nævnte skib. Endnu levende folk kan, snart halvandet hundrede år efter, gengive overlevende beretninger om denne sørgelige begivenhed, der gennem lange tider selvsagt var et dagligt samtaleemne på egnen, og som over en halv snes år satte sindene i den største bekymring og spænding. For man må nemlig huske på, at sagen ikke drejer sig om forbrydere i egentlig forstand, om end deres handlemåde var i strid med lov og ret - de tiltalte personer havde således aldrig før været anklaget eller straffet for noget - men om almindelig jævne bønder, som næsten ved et tilfælde ramtes af lovens hårde hånd, og det fordi de har udført en handling, som de og deres forfædre så ofte før har gjordt sig skyldige i uden i nogen måde at have pådraget sig tiltale ovenfra. At man tog ved stranden, blev som bekendt ikke regnet for at være rigtigt tyveri; alle levede "kristeligt" af vrag, og den ene havde ikke meget at lade den anden høre i så henseende. Derfor øvrighedens indgriben som et lyn fra en klar himmel, og det gik snart op for den enkelte, hvilke alvorlige følger hvedetyverierne kunne få. Efterhånden som forhørerne er skredet frem, har det sikkert løbet mangen god bondemand koldt ned af ryggen, i angst for hvad tid turen kom til ham, efter som "den jen angav den nøen". (citat slut). Allerede 3 dage efter strandingen foretog by- og herredsfoged Brychmann fra Hjørring samt synsmændene Peder Wrensted og Peder Christensen, begge af Lønstrup et syn over det strandede skibs ladning, der som nævnt udelukkende omfattede hvede i sække. Af synet fremgår det, at hveden havde suget vand og var svulmet op, men at den dog ikke var i ringere stand, end at den uden fare kunne anvendes til menneskeføde, når blot den ikke fik lov at ligge for længe. Den ene af synsmændene Skudeejer Peder Wrensted mente imidlertid at finde sport af begået tyveri i ladningen, og han enedes nu med de øvrige formænd og strandingskommissæren samt skibets kaptajn om at foretage en nærmere undersøgelse. Resultatet blev, at 4 ridende betjente med herredsfuldmægtig Frederik Kråger i spidsen natten mellem den 24. og 25. oktober red til stranden, hvor vraget lå for at foretage en nærmere inspektion. På vej mod vraget blev de mødt af strandingskommisær Høyers købmandsdreng Frands Holm, som oplyste dem om, at der var 3 både på vej ind. Han enedes derfor om af skaffe yderligere assistance, idet 3 både med antagelig mindst 12 mand ombord var for meget for de 4 betjente. De red derfor til Lønstrup og fik samlet yderligere 4 ridende karle, hvorefter de vendte tilbage. Her fortalte en vagt, at man nu havde set 8 både sejle fra vraget mod nord eller øst. De 8 karle red nu nordpå så nær klitbakkerne som muligt for ikke at kunne ses fra havet, og de stødte nu først på 2 både med 8 mand, der lige var kommet i land med godt 14 sække våd hvede. De 8 mænd blev råbt an, og der blev foretaget et kort forhør på stedet, hvorefter de fik besked på at bringe hveden op til vagten på stranden, hvilket de frivilligt lovede, når de blot slap for videre tiltale. De 8 beredne karle fortsatte derefter ad stranden nordpå eller østpå og opbragte således efterhånden yderligere 9 både. Sagens akter blevnu indsendt til stiftsbefalingsmanden over Aalborg Stift, der gjorde kancelliet bekendt hermed, og dette besluttede nu at få nedsat en kommision til at undersøge og pådømme tyveriet. Kommisionen nedsattes i februar 1791, og den 15. marts samme år påbegyndte den sit arbejde med at forhøre alle de implicerede parter. Kommisionen sled i det i næsten 4 år og holdt et utal af møder, således det første år alene 14, hvoraf mindst et retsmøde alene varede 12 timer. "Af forhørene fremgår, at det er Tornbyerne, der først er på spil, idet enkelte allerede er ved skibet et par dage efter strandingen for at bjerge hvede. Rygtet herom forplanter sig som en løbeild ud over sognet og videre til Horne og Asdal og drager flere og flere med i ulykken. Hovedtyveriet finder sted natten mellem 24. og 25. oktober (se overfor), da de overraskes af de udsendte ryttere fra Lønstrup. Størstedelen af den stjålne hvede blev samme nat afleveret til vagten eller kastet i havet. Hvor meget eller hvor lidt korn, hvert enkelt bådselskab tog de forskellige nætter har for så vidt ingen interesse for nutidslæsere, ligesom det også for os er ganske ligegyldigt, hvor ofte den enkelte har været ved faretøjet. Som også domsafsigelsen viser, var deres brøde i hovedsagen den samme, og deres forklaringer i retten ligner da også herandre i hovedtrækkene." Under den lange række af forhør kom det frem, at flere af de anklagede tidligere havde gjort sig skyldige i strandtyverier. Dette foranledigede prokurator Åstrup til at rette en forespørgelse til kancelliet om, hvorvidt disse forhør også skulle pådømmes, hvilket imidlertid fra kancelliets side blev benægtet. Omkring den 4. juli 1794 afsagde kommissionen sin endelige dom, der for alle hovedforbrydernes vedkommende kom til at lyde på kagstrygning (en gang tærsk) og fæstningsarbejde på livstid. Som hovedforbrydere dømtes ikke mindre end 72 personer, hvoraf de 45 var hjemmehørende i Tornby sogn. Bland disse nævnes Anders Pedersen Bruuns ældste søn Peder, der var tjenestekarl hos faderen. Udover de nævnte 72 personer faldt endvidere dom over yderligere 13 personer, de alle dømtes som medskyldige og medhjælpere og fik 2 måneders tugthus, heriblandt Anders Pedersen Bruun selv. Endvidere mente kommissionen, at der ved dette tyveri af hveden var begået toldsvig, så langt hovedparten af de 72 personer blev endvidere dømt for denne forbrydelse til hver at betale en bod på 500 rdr., et efter den tids forhold særdeles stort beløb. Samme år kom hele sagen for højesteret, hvor højesteretsadvokaterne Carl Henrik Vilster og Rasmus Lange beskikkedes som henholdsvis anklager og forsvarer. Desværre mangler det meste af højesterets arkiv for disse år, hvorfor det ikke er muligt at fastslå, hvad der egenlig herefter foregik i årene fra 1795 til 1800. Imidlertid eksisterer stadig forsvarerens indlæg, dateret den 7. juni 1800, som tæller tæt ved et halvt hundrede tætskrevne sider. Indlægget er stilet direkte til kongen og indledes med følgende ord: "Efter Deres Majsr. allernådigste befaling fremtræder jeg allerunderdanigst i nærværende Sag for efter Mulighed af forsvarer de ulykkelige Tiltalte, eller i det mindste vise, at de ikke er så skyldige, som de ved første øjekast måtte synes, at den af dem forøvede handling, omendskønt den er lovstridig, dog ikke fuldkommen fortjener Navnet moralst ond, da Fordomme, Rygter, Anledning og Eksempler især er de Bevæggrunde, hvorefter de skyldige have handlet. Deres Brøde består i endog med Høje og Fare at have hentet våd og bebærvet Hvede fra et strandet Skib, som rimeligvis ellers ej vilde blevet reddet, og som de af mere end een Grund havde årsag nok til at anse som res derelicta (herreløse effekter). Allernådigste Konge! Det er omtrent Beboerne af 3 Sogne, mere end 80 nyttige Borgere, som tiltaltes under nærværende Sag og hvoraf den strengeste Tyveristraf er bleven påstået over de fleste; det, de har lucreret: fortjent ved deres ulovlige Forhold, er lidet eller intet, men Straffen, som påstås over dem, er gyselig, når betragtes, ej alene, at så mange, i øvrigt retskafne og nyttige Borgere og Husfædre for deres øvrige Levetid (skal) arbejde som Slaver, nedstyrtet i Elendighed og Vanære, men endog, at denne Vanære forenet med Jammer og Armod vil blive den visse Lod for disse ulykkelige Familier. Allernådigste Konge! Jeg ved vel, det er en Forsvar for een Skyldig, men flere Hundrede er Medskyldige i denne Brøde; men det synes dog, som selv denne Omstændighed, dette store Antal, giver disse Ulykkelige Tiltalte Grunde til at håbe skånsel af Deres Majstæs Nåde, om end Retten efter dens Strenghed skulde synes at være dem imod. Selv dette, at ingen af de Tiltalte hidtil har været under Arrest, viser, at øvrigheden, i Tillid til Deres majstæs Nåde, i den lange Tid ej har villet berøve Jorden så mange Dyrkere og en Del Familier deres Fædre og Forsørgere. At gammel indgroet Fordom, tildels Vane, har været en Bevæggrund for de Tiltalte, tør jeg dristig antage uden videre Bevis, for hvem skulde det vel være ubekendt, at Kystbeboerne på Steder, hvor Strandinger hyppigt indtræffer, anser det for Synd at borttage, hvad Søen næsten giver dem i Hænde. Det er for dem, som for Skovbeboerne at tage et ombl'st eller nedfaldet Træ, eller som for vejfarende Mand at tage et Nag i sin vogn af den Mark, han farer over. Jer er overbevist, at Handlingens Moralitet er således for Forbrydere af denne (Slags), og i Hensyn hertil formener jeg, at de ej efter yderste Strenghed kan dømmes." Den 24. oktober 1800 afsagdes omsider Højesteretsdommen, der blev en del mildere end kommissionsdommen 6 år tidligere. Af de oprindelige dømte 72 personer var der nu 69 tilbage, heriblandt Peder Andersen Bruun, og de fik alle deres straf nedsat til 2 års tugthusarbejde i Viborg, medens de idømte bøder på 500 rdr. til hver enkelt helt bortfaldt. Herudover dømtes som hælere 9 personer, hvoraf de 4 idømtes 1 års tugthus, medens de andre 5 hver fik 2 måneders tugthusarbejde, heriblandt var Anders Pedersen Bruun. Højesteretsdommen blev således afsagt nøjagtig på 10 års dagen før forbrydelsen, og for nogen af de dømtes vedkommende skulle der gå endnu 6 år, før de kom til at afsone deres straf. I det hele taget gik der efter dommens afsigelse 1 år, før de første blev indsat til afsoning, hvilket kunne tyde på, at der har været kræfter i bevægelse for at få en kongelig benådning istand. Den 1. maj 1802 åbnedes imidlertid Viborg Tugthus' porte for det første hold på ialt 20 personer. Det næste hold, ligeledes på 20 mand, indsattes den 20. juni 1804, og heriblandt var vor Anders Pedersen Bruun, der sammen med 2 andre, som ligeledes var idømt 2 måneders tugthus, atter blev løsladt den 21. august samme år. Det sidste hold på 16 personer bleb indsat den 20 juni 1806, og de slap billigt, idet de nøjagtigt 1 år efter blev løsladt. Det var således 56 personer, i øvrigt alle fra Tornby og Horne sogn, der afsonede deres domme i Viborg Tugthus, skønt højesteretsdommen ialt omfattede 78 personer. De resterende 22 må enten have afsonet straffen andetsteds, være afgået ved døden forinden eller have unddraget sig straffen ved rømning. For Anders Pedersen Bruuns ældste søn Peder tegnede hele sagen sig imidlertid lidt anderledes. Ganske vist idømtes han af højesteret den 24. oktober 1800 lige med de fleste andre 2 års tugthus, men nogle måneder senere begik han endnu en forbrydelse, idet han natten mellem den 31. marts og 1. april 1801 brød ind i sognefoged Thomas Jensens lade i Sdr. Tornby og forsøgte at stjæle noget korn. Det mislykkedes, og samme nat forsvandt han fra sognet efterladende hustru og 2 små børn. Han var borte i 3 måneder, uden at nogen kendte hans opholdssted, og da han omsider dukkede op igen, blev han arresteret den 29. juli 1801 og indsat i arresten i Hjørring. Resultatet blev en tillægsstraf på yderligere 3 års tugthusarbejde, og allerede den 25. september samme år overførtes han til Viborg Tugthus, hvorfra han imidlertid den 2. juli 1804 efter kongelig ordre blev løsladt |
| Win-Family v.6.0 | Webmaster -------- Homepage | 25 Apr 2025 |